Thailand - onsdag den 15. marts 2006


Coconut Village

Tilbage

Afslapningsdag.

Efter morgenmaden drog vi til stranden. I dag var der et større lag skidt - bl.a. tang helt inde ved strandkanten.

Jeg fik en gang oliemassage af vores lokale massør. Fuld kropsmassage kostede 500 b. fodmassage 300 b.

Da vi nåede middag, gik jeg tilbage til hotellet, for at få taget nogle billeder af hotellet. Far og mor fulgte snart efter. Det var simpelthen blevet for varmt ved stranden. Vi fik lidt frokost på værelset og derefter en obligatorisk lur. Aftenens plan gik på at finde en internetcafe og få skrevet hjem og derefter få handlet lidt mad ved et gadekøkken.

Med møje og besvær fandt vi en internetcafe. 20 min. internetforbrug, 2 øl og en vand kostede 120 b. Tæt på cafeen fandt vi endnu en mexicansk restaurant. Den så noget mere indbydende ud end den, vi tidligere havde set, så vi ændrede vores planer for aftensmaden.

Far fik en grillet bøf, mor grillede ben og jeg en gang fajitas - hed det vist. Vi var enige om, at det var det bedste mad, vi havde fået på hele ferien. Kanonguf. Så reglen med altid at gå efter restauranter, der er fyldte, holdt ikke stik her, for vi var de eneste gæster.

Vejen hjem skulle gå via bargaden og da vi var nået 2/3 op, begyndte det at regne. Gaden blev tømt på et splitsekund, for regnen stod hurtig ned i tove. Vi stod i læ ved en butik, der solgte dvd'er og tøj men efter ca. 10 minutter var der lidt stilstand, så vi skyndte os op til enden af bangla road, for at få en tuktuk hjem til hotellet. Der ville nok blive rift om tuktukkerne nu...

Vi nød at sidde på vores altan og se på den kraftige regn og lynglimtene, der snart begyndte. Det blitzede snart uafbrudt men selve lynene så vi ikke. De slog ned i bjergene bag os. En enkelt gang slog der dog et lyn ned i en lygtepæl lige uden for vores altan.

For en gangs skyld sad vi længe på altanen og resultatet ville for mit vedkommende nok være et lidt tungt hoved næste morgen...

1
2